Lad os vende tilbage til historien om ligninger og tal. Det vil føre for vidt at forklare, hvordan man systematisk indfører tal, som ikke behøver være brøker. Kort sagt laver man dem som uendelige decimaltal, men detaljerne er ret kedelige og lidt besværlige. Så vi vil antage at vi ved hvad (reelle) tal er. Man kan ikke finde et reelt tal, som løser ligningen
— intet reelt tal ganget med sig selv giver . Enhver enkel lommerregner vil blinke en fejlmeddelelse, hvis du forsøger at tage kvadratroden til . Derimod vil et moderne computer algebra system som Maple eller Mathematica formentlig give dig symbolet som output. Hvad er dette ?Lad os først komme ind på hvor anderledes (og mere spændende) de komplekse tal er med et eksempel fra computergrafik.
Geometrisk opholder de komplekse tal sig i to dimensioner, mens de almindelige tal kun bevæger sig på en linje i en dimension.
Man kan benytte de komplekse tal til at generere såkaldte fraktaler som Mandelbrotmængden nedenfor. Mandelbrotmængden er blevet kaldt et af de smukkeste og mest komplicerede objekter i moderne matematik. I næste afsnit ser vi nærmere på addition og multiplikation af komplekse tal. Mandelbrotmængden er frembragt ene og alene ved at iterere multiplikationer og additioner med komplekse tal.
Mandelbrotmængden fremkommer ved mange iterationer bestående af multiplikationer og additioner med komplekse tal. Vi har brug for at vide hvad komplekse tal er og hvordan man regner med dem.
En specielt vigtig regneregel for reelle tal hedder den distributive lov. Den siger at
for . En anden velkendt regel siger at faktorernes orden er ligegyldig eller at multiplikation er kommutativ dvs .
Lad os antage at vi oven i de reelle tal kaster et opdigtet eller imaginært tal ind, som har egenskaben at
Hvis er reelle tal og vi antager at adlyder de almindelige regneregler får vi følgende udregning:Dvs to tal på formen , hvor og er reelle tal, ganger sammen til et tal af samme standard form.
Faktisk kan man vise at, når man definerer multiplikation som ovenfor og addition som
så får man en mængde af nye tal, som opfylder alle velkendte regneregler for reelle tal, som f.eks.
Faktisk kan vi allerede nu se at den associative lov gælder for vores nye tal af formen : Lad og , hvor er reelle tal.
Hvorfor benyttes notationen for ? Begrundelsen er historisk og daterer sig tilbage til -tallet, hvor den italienske matematiker Cardano havde behov for at regne med opdigtede eller imaginære tal for at finde en formel til løsning af tredjegradsligninger. Det komplekse tal kaldes for den imaginære enhed.
To komplekse tal er identiske hvis og kun hvis deres real- og imaginærdele er ens.
Ved hjælp af formlen for multiplikation af komplekse tal ses for , at
ved indsættelse af , , og . Denne observation gør at vi kan udlede følgende divisionsformel:
Divisionen af to komplekse tal giver altså igen et komplekst tal. Vi antager at tælleren ikke er lig dvs og ikke begge er eller ækvivalent hermed at .
En meget vigtig egenskab er at hvis , så findes så . Vi ved godt denne regel er korrekt for de reelle tal dvs, hvis så findes et reelt tal så . Her kan vi bare sætte . På samme måde kan vi sætte .
Den geometriske fortolkning af de komplekse tal blev først introduceret af den danske matematiker Caspar Wessel (1745-1818) i 1797.
Det forekommer ret naturligt at opfatte et komplekst tal , som punktet i et koordinatsystem.
Med dette geometriske billede ligger det lige for at indføre følgende definitioner.
Læg mærke til at hvis er argumentet for det komplekse tal , så er
Det er fordi at præcis svarer til vektoren ganget med dens reciprokke længde. Denne vektor er en enhedsvektor, som danner vinklen med -aksen. Dvs den svarer præcis til det komplekse tal .Ligningen (2.2) giver den smukke geometriske repræsentation
af det komplekse tal . Fremstillingen (2.3) kaldes for den polære form af .Denne repræsentation fortjener at blive kaldt smuk, fordi den afspejler sig mirakuløst i multiplikationen af komplekse tal: Lad og være to komplekse tal med argumenter hhv og . Så er
Med ord har vi gjort rede for at
Det sidste lighedstegn i (2.4) har vi rent faktisk ikke vist og det er da også et af hovedresultaterne:
Læg iøvrigt mærke til verdens smukkeste formel:
Formlen kombinerer på minimal vis fire af de allervigtigste konstanter i matematikken: og og følger af definitionen i (2.1).
Abraham de Moivre var en fransk matematiker, som udover at beskæftige sig med sandsynlighedsteori også fik sit navn udødeliggjort gennem De Moivres formel. Denne formel siger i al sin enkelhed at der for et naturligt tal og et reelt tal gælder
Lad os rette opmærksomheden mod ligningen
hvor er et naturligt tal. Hvis vi kun begrænser os til de reelle tal, har (2.7) højst to løsninger (feks for ) og nogle gange kun en (feks for ). I de komplekse tals domæne har vi to dimensioner og kan boltre os både lodret og vandret. En løsning til (2.7) bliver nødt til at have modulus dvs med . Da har vi altså for et helt tal . Hvis er argumentet for har vi altså kun mulighederne .Dermed kan alle løsninger til (2.7) skrives som passende potenser af :
hvor . Vi har faktisk bevist at (2.7) altid har forskellige løsninger over de komplekse tal.
Lad os som eksempel tage ligningen . Den har løsningerne, som fremkommer ved at tredele enhedscirklen;
i dvs
Her støder vi på det verdensberømte trick (completing the square):
Ved en lettere omskrivning ses at løsninger til andengradsligningen opfylder Det giver så den klassiske formel som giver rigtig god mening også for komplekse tal . Vi har nemlig set i sætningen ovenfor at ligningen altid kan løses dvs andengradsligninger over de komplekse tal har altid løsninger! Det gør ikke nogen forskel hvilken af de to modsat rettede løsninger vi vælger i (2.9) som . Den klassiske formel gælder stadig pga .
Vi så ovenfor at andengradsligninger altid har løsninger i de komplekse tal. Det helt enestående er at dette resultat også gælder for -te grads ligninger dvs ligninger af formen
hvor og . Vi har blot vist det for , men det gælder for alle !Denne perle kaldes for algebraens fundamentalsætning. Det er spændende at læse om historien bag denne sætning. 
Der er endnu ikke opdaget et algebraisk bevis for sætningen a la det vi lavede for .
Cosinus og sinus er rasende interessante funktioner. De er matematikkens fremmeste våben i beskrivelsen af periodiske fænomener som feks planetbaner og bølgebevægelser. De bliver endnu mere anvendelige, når man betragter dem ved hjælp af den komplekse eksponentialfunktion .
En periodisk funktion er en funktion, som gentager sig selv efter et bestemt tidsrum dvs . For eksempel er både sinus og cosinus periodiske funktioner med periode .
Uden at afsløre den fulde sandhed kan jeg her skrive at man normalt kigger på cosinus og sinus funktioner på formen
hvor er et tal, som angiver højden (amplituden) af bølgerne og er et tal, som beskriver antal bølger per tidsenhed (frekvensen). Cosinus og sinusfunktionerne i (2.10) samles under et i funktionerne .
Disse funktioner er byggeklodser for naturligt forekommende periodiske fænomener.
Feks er den periodiske funktion :
sum af de to periodiske funktioner og :
Dette kan aflæses af formlen i (2.6), som vi netop fik ved hjælp af
Vi vender tilbage til opløsningen af et signal (en periodisk funktion) i komponenterne senere. Faktisk er det sådan man digitaliserer feks musik.